Aarhus University Seal

Om Aarhus

En storby i en kæmpe landsby
Danmark er en af verdens førende destinationer for internationale møder. I hjertet af Jylland på østkysten ligger Aarhus, som er Danmarks andenstørste by med ca. 315.000 indbyggere i byen og 1,2 million indbyggere i Storaarhus.

Aarhus er en universitetsby og den yngste by i Danmark målt på gennemsnitsalder. Aarhus er dog en af de ældste byer i Danmark rent historisk. Byen blev grundlagt i vikingetiden som en åben handelsplads ved udmundingen af åen. Den dynamiske blanding af ung energi og levende historie gør Aarhus til en by med en energisk rytme, hvor alt er inden for gåafstand.

Bygget af vikinger
Vikingerne grundlagde Aarhus for mere end 1200 år siden. Dengang hed byen Aros. Nogle af vikingetidens store slag fandt sted i Aarhus Bugt, og dengang sejlede vikingeskibene hele vejen op ad Aarhus Å. Siden dengang er Aarhus Å blevet lukket og forvandlet til en boulevard. I de senere år er området dog blevet genåbnet, og åen er igen synlig og en central åre, som løber igennem Aarhus by. I dag er caféerne langs åen et af de mest populære mødesteder og virker som en magnet på byens beboere og besøgende.

Historisk Latinerkvarter
Den ældste del af byen emmer af kreativitet og trendy atmosfære med sine smalle, brostensbelagte gader, hyggelige baggårde og små, charmerende butikker med knirkende trægulve. Den livlige og hyggelige atmosfære i Latinerkvarteret bliver ofte sammenlignet med den atmosfære, som du finder i Paris. Den perfekte blanding af kunsthåndværkeres værksteder, specialforretninger, caféer og restauranter med indbydende menukort fuldender den karakteristiske stemning i Latinerkvarteret og skaber den perfekte ramme om en hyggelig pause.

En aktiv by ved vandet
Aarhus er omgivet af skov, strand og vand – alt inden for gåafstand. I hjertet af byen kan du finde parker og grønne oaser overalt, som er perfekte steder at slå sig ned for at slappe af i fred og ro. Væksthusene i Botanisk Have, Marselisborg Mindepark, Universitetsparken eller Rådhusparken er kun nogle af de fantastiske byoaser, som er værd at besøge, og hvor indbyggerne i Aarhus også tager hen for at slappe af.

Aarhus’ placering ved vand og skov åbner op for en bred vifte af muligheder for en aktiv livsstil. Let adgang til cykelstier, løbestier, udendørs træningsområder og alle former for vandsport gør det tydeligt, at der er høj puls og livlig aktivitet i Aarhus. I løbet af de seneste par år har Aarhus’ nye kvarter på havnen, Aarhus Ø, set dagens lys, og denne moderne del af byen vokser hurtigt. Bykunst, byhaver, strandbar, strandvolley, basketballbaner og et loungeområde er kun nogle af de initiativer, som karakteriserer den hippe og unikke atmosfære i Aarhus Ø. Om sommeren sætter indbyggerne i Aarhus kursen mod vandet og besøger strandene omkring byen f.eks. Ballehage eller Den Permanente, marinaerne eller svømmebanen nord for Aarhus Ø.

Moderne arkitektur
En blanding af gamle, historiske bygninger og moderne arkitektur karakteriserer Aarhus, som lige nu gennemgår en hurtig udvikling. Byggeprojekter til en værdi af mere end 4 mia. euro er i gang, som blandt andet skaber nordeuropas største hospital og en helt ny bydel på havnen med plads til 7000 nye aarhusianere.

Bjarke Ingels Group, BIG, er hjernerne bag dele af det nye havnekvarter, Aarhus Ø, som gentænker byrum og landskab. Især Aarhus Ø er en arkitektonisk legeplads, hvor moderne konstruktioner skyder op fra jorden, og trods sin unge alder er det karakteristiske Isbjerg allerede blevet et symbol på byen. Moesgaard Museum designet af Henning Larsen Architects er i sandhed også en arkitektonisk attraktion helt for sig selv.

Historisk set er det især arkitekt Hack Kampmann, som har sat sit arkitektoniske præg på byen i form af historiske bygninger, som er centrale i historien om Aarhus. Rådhuset, som er designet af den berømte danske designer Arne Jacobsen, har været et af byens berømte vartegn lige siden. 

Restaurant- og cafémiljøet i Aarhus
Du finder mange hyggelige og fantastiske caféer i de gamle, charmerende gader og langs den atmosfærefyldte del af åen, som også kaldes Vadestedet. I centrum af Aarhus finder du også specialforretninger, friskbagt brød fra økologiske bagerier, gourmet take-away, nyt nordisk smørrebrød og caféburgere. Området omkring Latinerkvarteret og Mejlgade er kendt for sit hippe bymiljø og områdets grønne initiativer. Her skyder jævnligt nye takeaway-steder og restauranter op. Her kan du finde moderne luksusudgaver af den traditionelle danske grillbar, hvor du kan få en gourmet hotdog eller håndskårne pommes frites med hjemmelavet mayonnaise. Stemningen er afslappet, og priserne er rimelige.

Det er især den livlige, afslappede og charmerende stemning, som gør restaurant- og cafémiljøet i Aarhus til noget helt unikt. 

Aarhus – nu en Michelin-by
Det gastronomiske niveau i Aarhus er på højeste niveau og med tre Michelin-restauranter har Aarhus et solidt fundament for sin påstand om at kunne tilbyde gastronomi i verdensklasse. Med tre Michelinstjerner er Aarhus en del af det prestigefyldte selskab i verdens gastronomiske elite. 2015 var det første år, hvor Guide Michelin Nordic Cities delte Michelinstjerner ud til restauranter i danske byer uden for København og gjorde Aarhus til Michelin-by.
 
Byens mangfoldighed er en af grundene til, at Aarhus fik to stjerner i den anerkendte og berømte Michelin Travel Guide. Michelin Travel Guide giver stjerner til exceptionelle attraktioner, kirker og hoteller – og Aarhus har også sin imponerende del af stjerner i disse kategorier. Den Gamle By er tildelt tre stjerner i guiden, som henviser til den populære attraktion som et af Danmarks smukkeste frilandsmuseer. ARoS får to stjerner i guiden og anerkendes især for museets exceptionelle arkitektoniske struktur samt for sine kunstsamlinger. Moesgaard Museum er også tildelt to stjerner for sit unikke fokus på og illustration af dansk historie. Flere hoteller i Aarhus bliver nævnt i guiden og bidrager dermed til at gøre Aarhus til en stjernebestrøet by.

Europæisk Kulturhovedstad i 2017
I 2017 havde Aarhus titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Som Europæisk Kulturhovedstad 2017 tilbød Aarhus sine besøgende et spektakulært program, som spændte bredt og dækkede kultur, idræt, gastronomi, events og udstillinger i løbet af hele året. I løbet af sommeren 2017 var et særligt højdepunkt en særudgave af den unikke udendørs udstilling, Sculptures by the Sea, langs kysten i Aarhus.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe var protektor for kulturåret med kulturelle højdepunkter, og Aarhus 2017 gav et globalt publikum mulighed for at se danske og internationale kunstnere i verdensklasse skabe deres mest ambitiøse værker sammen.

Temaet for Aarhus2017 var RETHINK. RETHINK var dog ikke kun et tema, det er også en måde at tænke på. Den Europæiske Kulturhovedstad var ment som et frirum, hvor der var plads til at eksperimentere og gentænke den måde, som vi lever på. RETHINK betyder, at vi bygger på noget, som allerede eksisterer, mens vi samtidig udforsker mulighederne for, hvordan ting kan gøres anderledes. Temaet RETHINK gav Aarhus2017 mulighed for at skabe et “kulturelt laboratorium” i regionen som helhed, hvor innovation og alternative løsninger kunne udvikles og gro. Læs mere om kulturhovedstadsprogrammet her: http://www.aarhus2017.dk/da/

Aarhus på cykel
Aarhusianerne elsker deres cykler. Cyklen er et transportmiddel, som er godt for dig og for miljøet og er med til at reducere trafikpropper i byen. Aarhus er en fantastisk cykelby, og byen har en ambition om, at flere og flere indbyggere kommer til at bruge deres cykel som deres vigtigste transportmiddel. Kreative metoder er taget i brug for at sikre sikker og let passage i midtbyen for cyklister f.eks. ved at gøre en af de ældste gader i byen, Mejlgade, til en cykelgade. Forskellige steder i byen er der etableret selvbetjeningssystemer, hvor det er muligt at låne en bycykel for et symbolsk depositum